“Nogle er født med gehør, andre med billedsyn og så er der dem, der er skabt til at sætte de små sorte i rigtig rækkefølge.
Problemet er at kun bogstaverne tæller, at billedsyn ikke bliver respekteret og for det meste slet ikke bemærket”

skriver Morten Bo, leder af Fatamorgana – Danmarks Fotografiske Billedkunstskole, i hans artikel ”Født med Billedsyn”.

Født med billedsyn kan læses her

Mad foto

Med fare for at lyde arrogant så synes jeg dette fotografi er virkelig godt.

Det rammer noget. Om det rammer noget i mig, eller at det rammer mig, ved jeg ikke.

Jeg har ellers i de sidste par dage tænkt at jeg ikke kan fotografere. Ikke at det er noget nyt. Men alligevel…

Men i det her fotografi føler jeg virkelig at jeg ikke spiller skuespil, men iscenesætter mig selv. OG der er en kæmpe forskel. Det er skuespil når man påtager sig en rolle som ikke er en selv. Selviscenesættelse er når man er sig selv, men på iscenesat måde. OG det er først der at det i fotografiet bliver interessant.

Desuden har jeg smadret min t-shirt. Den klamme syntetiske tomatsuppe kunne ikke komme af.

“(…) Som tømrerlærling, for 20 år siden, fik jeg at vide, at jeg skulle bruge alle tænderne på saven. De var jo betalt. Hvis jeg skal perspektiver den lærersætning over på foto, computerarbejdet, af i dag, så mangler vi at bruge alle tænderne i det digitale. Vi udnytter, mange af os inklusiv mig selv, ikke mulighederne nok i at fremstille billeder igennem det kunstige øjeblik. (…)”

Bo Christensen

Læs resten af hans spændende artikel Øjeblikket, ærligheden og fremtiden

1 af 2

Det skal jo ikke være nogen hemmelighed at jeg arbejder med selviscesættelse i fotografiet, til dem der endnu ikke har opdaget det.

Jeg vælger at bringe Liss Plambech Nordströms, blogindlæg, som hun har skrevet på levlykkeligt.dk, fordi det netop beskæftiger sig med emnet selviscenesættelse, dog med et helt andet udgangspunkt end fotografiet.

Men det gør det jo ikke mindre interessant.

“Branding er blevet til selviscenesættelse, måske er det tid til at skifte spor

Vi lever i en tid hvor det er vigtigt med Branding, Branding er blevet nøgleordet til at blive set for enhver pris, en iscenesættelse på højeste plan, lige fra X-fakta, facebook, Robinsons til Aftenshowet.

Det gælder om selv at være “på” igennem linsen.

Hvor vi tidligere iscenesatte en sag vi troede på og støttede ved at profilere den såsom Cristiania, Barsebäck etc etc altså var selve sagen det vigtigste så er det i dag os selv som individ der bliver iscenesat .

Måske vil krisetiden være med til at bevæge os fra identitets niveau til visions niveau hvor det at være en del af en større helhed vil være vigtigere end selviscensættelsen.

Iflg. af Emilie Van Hauens nyeste bog bevæger vi os hen imod en tid hvor vi vil flytte fokus og dermed opfylde nogle andre værdier, trenden har i de sidste par år været at pleje egoet være sig med coaching som med terapi, den tid er ved at være forbi iflg. Emilie Van Hauen, så måske er krisen med til at gøre den store forskel til at vi bevæger os hen imod en tid med næstekærlighed og det at kunne gøre noget for andre uden at selv skulle pudse glorien, men for glæden i sig selv ved at gøre det.

Så fra at have været på den indre rejse så er krisen og dermed tiden måske med til at gøre os klar til den ydre rejse, hvor vi kan være med til at gøre en forskel og dermed blive en del af en større helhed.

Ja måske vil krisen være med til at bevæge os hen imod 70’ernes værdier hvor vi støttede op om en sag ikke nødvendigvis for at skulle iscenesætte sig selv.

Det bliver spændende at se hvor vejen ( læs tiden ) fører os hen……………………..

Ene er vi gode og sammen er vi bedre.”

(Trykfejl rettet).

Jeg undgår bevidst for mange udgående links. Der er jo ingen grund til at få folk væk fra min fotoblog, men alligevel bliver jeg nød til at dele denne hjemmeside, som jeg er lykkelig for at kende. Den er fyldt med fantastiske fotografier af meget forskellig karakter.

Den er meget (alt for meget) præget af konceptuelt fotografi. Ikke at konceptuelt fotografi er interessant, men:

Det har det med at skubbe formen i baggrunden. Nu ser jeg ikke mig selv som værende old school, men i kunsten lyder det jo indhold før form. Denne opfattelse støtter jeg, men problemet er når det bliver til indhold frem for form. Så bliver formen ligegyldig, og indholdet bliver jo netop formidlet gennem formen og hvis den ’rigtige’ form ikke er der resulterer det i at folk står af, fordi der ingen formidling er.

Ja det kan selvfølgelig være lige meget hvis beskueren er en der har en stor baggrundsviden om kunst og om forståelsen af denne. Men hvad med de andre? Dem som ikke har læst en masse bøger om emnet og går på kunstudstillinger ugentligt. De bliver afskrevet forståelsen. Derfor står de af.

Bagefter klager man sig over ingen forstår det man laver.

Det var enlig ikke meningen jeg ville skrive alt dette, men her kommer linket til konceptuelt fotografi, som er forrygende, selvom det nok ikke lyder til at jeg har den indstilling.

For et godt stykke tid siden manglede jeg inspiration og søgte hjælp i unges laboratorier for kunsts (u.l.k.) forum.

Svaret var så godt at jeg bringer det her på fotobloggen.

Det er skrevet af Anders som også er instruktør for u.l.k.

“Hej Lennart

Inspiration er ikke noget der er. Det er noget du selv finder.. noget du skaber. En indsats

En ide kunne være at finde inspiration i mindre ting..
I stedet for at fokusere på et fuldkomment billede (perfekt), så eksperimenter med nye vinkler. På den måde kan fotografi-bøger være uinspirerende for de uinspirerede.

Prøv at sætte dig selv nogle dogmer og ændre dem. Et eksempel kunne være, billeder kun med den slags farver, lys, specifik komposition.

Lidt logik. Fra barndommen bliver vi oplært i en reaktionsmekanisme i forhold til verden kaldet tilvænning. Dette gør, at de fleste med alderen mister kreativiteten, hvis de ikke bruger den. Dette gør også at man oplever en følelse af at have mistet inspirationen. At forholde sig opmærksom og finde ny inspiration i det sædvanlige kræver en ophævende mekanisme, opmærksomhed.

Jeg bevæger mig meget med kamera og har fundet ud af at for hver 100 billeder jeg tager er der ca. kun 5 af dem som bliver utrolig gode og kunstneriske, uanset hvor specielt motivet er. Pointen er, at det bare handler om at prøve mindst 100 gange.

Måske har du brug for at komme lidt væk fra København en enkelt gang. Tag en weekend-tur til Berlin/Paris… Eller oplev København anderledes. At cykle rundt om natten med kamera, mens man lytter til musik og tage billeder er altid et hit.

I det hele taget har jeg brugt et par timer på at fundere om inspiration og kreativitet før jeg fandt dit indlæg. Det er vel også derfor jeg i sidste ende fandt det.

En sidste ting. En kunstner er en håndværker, der ikke kan forstå sit håndværk som en helstøbt konkret, men som kræver overvejelser om dets funktion og motiv.. Derfor er dit spørgsmål essentielt i din søgen efter at tage gode billeder. Håber det hjælper. Det inspirer mig selv lidt.. [...]“

Jeg vil især fremhæve det første Anders skriver:

“Inspiration er ikke noget der er. Det er noget du selv finder.. noget du skaber. En indsats”

Mit indtryk er at flere og flere for fremkaldt deres fotografier på lærreder. I diverse fotorelaterede forums spørgeres der tit til et anbefalelsesværdigt sted at få fremkaldt på lærred og de fleste fremkaldelsessteder tilbyder lærred nu om stunder.

Jeg har ikke altid været imod lærreder i fotosammenhæng (for en god ordens skyld lad mig understrege, at jeg ikke har noget imod maleri på lærred), og dem der har set min hjemmeside Ideografi.dk tidligere har måske også bemærket at jeg før har tilbudt det, dog skrevet med meget småt. Men som Jonathan Swift (irsk-britisk forfatter fra 1667-1745) udtrykker det:

” Et menneske burde aldrig skamme sig over, at han har taget fejl. Det er jo blot med andre ord at sige, at man er klogere i dag end i går”.

Og jeg må sige at jeg er blevet umådelig klogere i dag end jeg var i går. Det er gået op for mig hvad lærredet står for.

Mange vil mene at et foto på lærred er forrygende lækkert at se på og samtidigt fremstår en smule eksklusivt, og det er da heller ikke helt billigt sammenlignet med fotopapir eller elektronisk fremvisning.

For at forklare hvorfor jeg ikke bryder mig om lærreder, når det gælder fotos, må vi tage et blik på fortiden. Da fotografiet blev en realitet tog malerne udfordringen op. Fotografiet kunne give et blik af ’virkeligheden’ som maleriet ikke kunne i ligeså overbevisende grad og dermed blev en ny æra i maleriet skabt. De var nødt til at forny sig.

Mange vil kende til maleren Poul Delaroches citatet ”Fra i dag er maleriet dødt”, som jeg allerede har omtalt her på fotobloggen.

Dette er dog taget ud af kontekst for han siger også:

”Daguerres proces opfylder til fulde kunstens fordringer, hvilket resultaterne beviser. Den perfektionere nogle af kunstens grundlæggende kvaliteter i en sådan grad, at den vil blive studiemateriale for selv de dygtigste malere … Kunstneren vil derfor opdage, at denne teknik tillader ham hurtigt at skabe sig en samling af skitser, hvilket ellers ville koste ham megen møje og besvær, og som, uanset hans evner, ville være langt mindre perfekte … Som konklusion må man sige, at M. Daguerres vidunderlige opdagelse er en umådelig tjeneste for kunsten.”
(Min fremhævning)

Delaroche mener altså fotografiet er meget gavnlig for kunsten. Hvorfor er den så det? Fordi det udfordrer det allerede eksisterende.

Tiden har vist at maleriet tog kampen op og tog fotografiet som en udfordring og af det kom der en masse nye spændende kunstværker ud af.

Lad fotografiet lære af det. I stedet for at gøre fotografiet til et maleri, som det ikke er og aldrig bliver, så udnyt fotografiets styrker og tag de andre medier som en udfordring, der hele tiden kan forny fotografiet, ligesom den menneskelige historie.

Ved at trykke et foto på lærred forsøger man at gøre det til et maleri og det kommer der intet positivt ud af. Det eneste man formår, er at gentage.

Er du enig?

Fotografi har tilbage i tiden været svært for folk at se som kunst og for nogle stadig. Sikkert fordi fotografiet tager for meget afsæt i virkeligheden og fordi den kan reproduceres i det uendelige.

Det med reproduktion har man sat en stopper for gemmen limited editions og de fleste fotografiske billedkunstnere nummerer jo deres værker og det mest almindelige er en edition på omkring 3-15. Desværre er det en sørgelig trend, som http://www.decorate.dk bekræfter:

”Fotokunst er oppe tiden. Vel at mærke ikke de masseproducerede, indrammede fotografier fra bolighusene. Følger man trenden, må fotografierne på væggen ikke være noget, alle andre også har”, som de skriver i forbindelse med åbningen af det nye fotogalleri DASK, som der har været utrolig meget tale om på det sidste.

Til spørgsmålet om ideen bag DASK siger stedets daglige leder til Kopenhagen:

”Vi vil gerne gøre op med, at der måske er mange, der stadig opfatter foto lidt som noget ”ikke rigtig kunst”, for når man siger foto, så tænker folk, at det er noget, som man kan blive ved med at producere på i en uendelighed. Derfor laver vi begrænsede editioner, så man får en garanti for, at der kun produceres et vist antal som gennemsnitligt ligger på mellem 5 og 15 editioner på hvert foto vi har”.

Spørgsmålet er jo om det er positivt for fotokunsten at det skal være noget unikt?

Personligt mener jeg det er ødelæggende og for disse personer der støtter den klamme opfattelse ”Se mig! Jeg har noget du ikke har!” er det ikke gået op for, at man ikke køber et fotografi for at kunne for at vise at man har noget unikt. Det kan da være totalt ligegyldigt om en million andre har det samme foto hængene. Hvis det nu bare er god fotokunst er det vel nok?

At fotografierne bliver solgt i limited editions bevirker at priserne ryger i vejret og det medfører at det kun er en bestemt gruppe af mennesker der for råd til kunsten. Den kunst der skulle have været for alle, den kunst alle skulle have mulighed for at blive fascineret af.

DASK sælger dog nogle fotografier til overkommelige priser på ned til 1500 kr. Men det rokker ikke ved det faktum at de også sælger værker til 80.000 kr. og at når kun fem værker bliver lavet, er det meget begrænset, hvor mange der kan få glæde af dem.

Meget, meget sørgeligt, men hvad gør man ikke for at tilfredsstille publikum og dermed grave lidt i deres tegnebøger.

Hvad er din holdning til limited editions?

Selskab for Dansk Fotografi (SDF) har publiceret indlægget her