Lort på dåse er genialt, men det er lort ikke

Jeg er fucking træt af at bruge mig selv i fotografierne. Det giver den nødvendige frihed til at man altid kan fotografere, fordi man altid har sig selv ved hånden. Det giver friheden til at slå sig løs og gøre sig selv lidt til grin. Det giver en ramme som udfordre og gør at man bliver nød til at tænke på en anden måde end man plejer.

Da jeg vandt blev kåret til Årets Kulturtalent i Vordingborg Kommune var det fordi jeg havde “vist at “være på vej””.

Hvorhen vidste og ved jeg ikke og der var ingen der gav mig et svar. Måske er det bedst sådan.

Men nu er jeg ikke på vej. Trasker rundt i selviscenesættelsen, fortæller den samme historie igen, igen og.

Har prøvet at sætte mig ned og tænke mig frem til noget nyt at give mig i kast med. Det man kalder eftertænksomhed. Problemer er, og det er selvfølgelig indlysende, at det ikke kræver eftertænksomhed, men førtænksomhed og det er noget af det sværeste.

Har prøvet bare at kaste mig ud i det. Bare fotografere. Men det er bare blevet til lort. Lort på dåse er genialt, men det er lort ikke.

Har set mange vade rundt i det samme tema, samme metode, samme motiv igennem mange år. Og det bliver forudsigeligt, kedeligt og meget lidt udfordrende.

Sidste gang jeg havde en sådan langstrakt periode er længe siden. Efter den begyndte jeg intenst at dyrke selviscenesættelsen – den periode hvor de fleste af mine bedste fotografier er blevet til . Måske det samme vil ske igen?

Det håber jeg.

Ellers vil jeg i fremtiden søge ind på den nyoprettede sociologi og kulturanalyse på SDU eller læse teologi