Portræt af tiden

Vi har arbejdet for længe med selviscenesættelsen, for længe med en undersøgelse af vores identitet, eller identitetsforvirringer er  vel enlig et mere passende ord? Hvem er vi? Hvem er du? Vi undersøger kun frontstage, som Goffman ville have formuleret det, måske det var på tide at gå backstage, som Goffman også ville have formuleret det?

Vi vil videre, vi vil opdage og undersøge noget nyt. Men vi kan ikke. Kan ikke komme videre. Køre rundt i ring.

Der er så mange emner som optager os, så mange forskellige former vi vil undersøge, men kan ikke finde indgangen til det. Hvis vi skal være rigtig klichefyldte (og det skal vi), så kan vi ikke finde det lys, som kan føre os videre.

Hvis bare vi var Olafur Eliasson: Rig, berømt, anerkendt og på DR2 ( og i Ud og Se ikke mindst).

Gider ikke bruge mig selv mere, men gider heller ikke bruge andre. Hvad er der så tilbage? Naturen  - det har jeg prøvet ((!))

-

Jeg håber jeg kan være fortrolig med dig. Du må ikke sige dette videre til nogen.

Dette fotografi er taget en helt speciel dag. Den dag kommer tit til mig, men ikke så tit at den ikke er speciel. Følelsen af at mit fotografi ikke kan det jeg vil. Ikke kan udtrykke det jeg vil – fordi jeg er en dårlig fotograf. Fordi jeg faktisk ikke kan noget med et kamera, når jeg en sjælden gang for et godt skud, er det rent held.

Prøver at lede mine tanker hen mod dem som roser det jeg laver. Ikke familie, ikke venner, ikke folk på phosee eller BgK’er men folk som faktisk ved noget om fotografi og som ikke giver mig skulderklap og kindkys fordi de kender mig.

Men at kontrollere sine tanker er svært. Måske ligeså svært som det er at kontrollere sit fotografi.

Dette bliver det første link ud af mange som for fremtiden vil komme her på fotobloggen.

Jeg har besluttet mig for ca. hver 14. dag at komme med et link til en fotografisk billedkunstner som jeg finder interessant og væsentlig at dele med jer andre.

Det vil altid være muligt at finde de mange links, som gerne skulle komme med tiden i kategorien Dagens fotograf.

Dagens fotograf er Signe Vad, som måske ikke den umeldbart mest velovervejede kunstner, men ikke desto mindre mærker man at hun har noget på hjerte når man ser hendes fotografier.

Signe Vad fortrækker selviscenesættelse, et rum hvor man ikke bliver forstyrret, som giver plads til egne tanker og den kontrol over kropssproget, som man har når man iscenesætter sig selv, der til sidst bliver en del af værket.

Mit indtryk er at flere og flere for fremkaldt deres fotografier på lærreder. I diverse fotorelaterede forums spørgeres der tit til et anbefalelsesværdigt sted at få fremkaldt på lærred og de fleste fremkaldelsessteder tilbyder lærred nu om stunder.

Jeg har ikke altid været imod lærreder i fotosammenhæng (for en god ordens skyld lad mig understrege, at jeg ikke har noget imod maleri på lærred), og dem der har set min hjemmeside Ideografi.dk tidligere har måske også bemærket at jeg før har tilbudt det, dog skrevet med meget småt. Men som Jonathan Swift (irsk-britisk forfatter fra 1667-1745) udtrykker det:

” Et menneske burde aldrig skamme sig over, at han har taget fejl. Det er jo blot med andre ord at sige, at man er klogere i dag end i går”.

Og jeg må sige at jeg er blevet umådelig klogere i dag end jeg var i går. Det er gået op for mig hvad lærredet står for.

Mange vil mene at et foto på lærred er forrygende lækkert at se på og samtidigt fremstår en smule eksklusivt, og det er da heller ikke helt billigt sammenlignet med fotopapir eller elektronisk fremvisning.

For at forklare hvorfor jeg ikke bryder mig om lærreder, når det gælder fotos, må vi tage et blik på fortiden. Da fotografiet blev en realitet tog malerne udfordringen op. Fotografiet kunne give et blik af ’virkeligheden’ som maleriet ikke kunne i ligeså overbevisende grad og dermed blev en ny æra i maleriet skabt. De var nødt til at forny sig.

Mange vil kende til maleren Poul Delaroches citatet ”Fra i dag er maleriet dødt”, som jeg allerede har omtalt her på fotobloggen.

Dette er dog taget ud af kontekst for han siger også:

”Daguerres proces opfylder til fulde kunstens fordringer, hvilket resultaterne beviser. Den perfektionere nogle af kunstens grundlæggende kvaliteter i en sådan grad, at den vil blive studiemateriale for selv de dygtigste malere … Kunstneren vil derfor opdage, at denne teknik tillader ham hurtigt at skabe sig en samling af skitser, hvilket ellers ville koste ham megen møje og besvær, og som, uanset hans evner, ville være langt mindre perfekte … Som konklusion må man sige, at M. Daguerres vidunderlige opdagelse er en umådelig tjeneste for kunsten.”
(Min fremhævning)

Delaroche mener altså fotografiet er meget gavnlig for kunsten. Hvorfor er den så det? Fordi det udfordrer det allerede eksisterende.

Tiden har vist at maleriet tog kampen op og tog fotografiet som en udfordring og af det kom der en masse nye spændende kunstværker ud af.

Lad fotografiet lære af det. I stedet for at gøre fotografiet til et maleri, som det ikke er og aldrig bliver, så udnyt fotografiets styrker og tag de andre medier som en udfordring, der hele tiden kan forny fotografiet, ligesom den menneskelige historie.

Ved at trykke et foto på lærred forsøger man at gøre det til et maleri og det kommer der intet positivt ud af. Det eneste man formår, er at gentage.

Er du enig?

Det at sluge en kamel

Det at sluge en kamel

Det at sluge en kamel

Det at sluge en kamel

Det at sluge en kamel

Man bliver meget nemt overrumplet af kritik, hvis man ikke kan forklare sine billeder mundtligt eller skriftligt. Hvis man ikke klart og tydeligt kan fortælle hvad billedet fortæller eller tankerne bag. Sådan har jeg det ofte.

Jeg kan ikke udtrykke det jeg har lavet et billede om. Jeg ved ikke hvad det viser, jeg ved ikke hvorfor jeg har gjort som jeg har gjort. Det er jo netop derfor jeg har taget billedet. Fordi jeg har noget der bare må ud af kroppen, som jeg er ude afstand til at forklare gennem andet end billedet.

Hvis man kan forklare alle sine billeder, hvorfor så tage dem? Så kan man ligeså godt bruge det almindelige sprog.

Nogle billeder er jeg i stand til at forklare andre er jeg ikke, sådan er det bare.

Sjæl

Hvad sker der og hvordan ser det ud når sjælen forlader kroppen? Ja jeg ved det ikke, men hvordan ser det så ud når sjælen ikke har en krop at forlade? Når den flakker rundt efter kroppen som er blevet glemt? gemt? tilintetgjort? misbrugt?

En stemning, hvad det end betyder?

Jeg stod noget tid og blundede ved dette sted. Stemningen var virkelig dejlig, men det er ikke den stemning jeg har fanget.

Besluttede mig for at skabe min egen.

Men det blev også til et andet fotografi. Sådan er det så tit. To fotografier der ligner hinanden, men som udtrykker helt forskellige ting.

En stemning, hvad det end betyder? (2)

Fotografi har tilbage i tiden været svært for folk at se som kunst og for nogle stadig. Sikkert fordi fotografiet tager for meget afsæt i virkeligheden og fordi den kan reproduceres i det uendelige.

Det med reproduktion har man sat en stopper for gemmen limited editions og de fleste fotografiske billedkunstnere nummerer jo deres værker og det mest almindelige er en edition på omkring 3-15. Desværre er det en sørgelig trend, som http://www.decorate.dk bekræfter:

”Fotokunst er oppe tiden. Vel at mærke ikke de masseproducerede, indrammede fotografier fra bolighusene. Følger man trenden, må fotografierne på væggen ikke være noget, alle andre også har”, som de skriver i forbindelse med åbningen af det nye fotogalleri DASK, som der har været utrolig meget tale om på det sidste.

Til spørgsmålet om ideen bag DASK siger stedets daglige leder til Kopenhagen:

”Vi vil gerne gøre op med, at der måske er mange, der stadig opfatter foto lidt som noget ”ikke rigtig kunst”, for når man siger foto, så tænker folk, at det er noget, som man kan blive ved med at producere på i en uendelighed. Derfor laver vi begrænsede editioner, så man får en garanti for, at der kun produceres et vist antal som gennemsnitligt ligger på mellem 5 og 15 editioner på hvert foto vi har”.

Spørgsmålet er jo om det er positivt for fotokunsten at det skal være noget unikt?

Personligt mener jeg det er ødelæggende og for disse personer der støtter den klamme opfattelse ”Se mig! Jeg har noget du ikke har!” er det ikke gået op for, at man ikke køber et fotografi for at kunne for at vise at man har noget unikt. Det kan da være totalt ligegyldigt om en million andre har det samme foto hængene. Hvis det nu bare er god fotokunst er det vel nok?

At fotografierne bliver solgt i limited editions bevirker at priserne ryger i vejret og det medfører at det kun er en bestemt gruppe af mennesker der for råd til kunsten. Den kunst der skulle have været for alle, den kunst alle skulle have mulighed for at blive fascineret af.

DASK sælger dog nogle fotografier til overkommelige priser på ned til 1500 kr. Men det rokker ikke ved det faktum at de også sælger værker til 80.000 kr. og at når kun fem værker bliver lavet, er det meget begrænset, hvor mange der kan få glæde af dem.

Meget, meget sørgeligt, men hvad gør man ikke for at tilfredsstille publikum og dermed grave lidt i deres tegnebøger.

Hvad er din holdning til limited editions?

Selskab for Dansk Fotografi (SDF) har publiceret indlægget her

Skulle du have lyst til at se mine fotografier på andet end en pc-skærm kan du se dem hele januar måned i:

Kawaii Zushi Café & Kunsthus

Farum Hovedgade 79

3520 Farum

Google Map

Ups

Ups 2

Det er to helt forskellige historier, men kan ikke finde ud af hvilken der bedst så her er de begge.