Portræt af tiden

Vi har arbejdet for længe med selviscenesættelsen, for længe med en undersøgelse af vores identitet, eller identitetsforvirringer er  vel enlig et mere passende ord? Hvem er vi? Hvem er du? Vi undersøger kun frontstage, som Goffman ville have formuleret det, måske det var på tide at gå backstage, som Goffman også ville have formuleret det?

Vi vil videre, vi vil opdage og undersøge noget nyt. Men vi kan ikke. Kan ikke komme videre. Køre rundt i ring.

Der er så mange emner som optager os, så mange forskellige former vi vil undersøge, men kan ikke finde indgangen til det. Hvis vi skal være rigtig klichefyldte (og det skal vi), så kan vi ikke finde det lys, som kan føre os videre.

Hvis bare vi var Olafur Eliasson: Rig, berømt, anerkendt og på DR2 ( og i Ud og Se ikke mindst).

Gider ikke bruge mig selv mere, men gider heller ikke bruge andre. Hvad er der så tilbage? Naturen  - det har jeg prøvet ((!))

Flytte hjemmefra

For at se fotoet i fuld størrelse, klik da på fotoet, og derefter på den grønne pil, der kommer frem nederst.

Det er en ret interessant overgang i et hvert liv.

Jeg er især fascineret af at man almindeligvis taler om hjemme, ude, hjemme i historiefortællingen. Men når man flytter er det hjemme, hjemme. Det er en mærkelig historie, ja en kedelig historie – skulle man tro.

Jeg har forsøgt at indkapsle nogle følelser og stemninger, men er meget i tvivl om hvor godt det er lykkes.

Det første fotografi er fra min nye bolig.

Det andet fotografi er fra mit tideligere hjem.

Og det tredje fotografi er min nye udsigt – fotograferet gennem en rude, hvor en rød lampe har sin plads.

Og jeg er åbenbart ikke faldet helt på plads endnu. Det har jeg lige fundet ud af. For jeg kalder det nye “bolig” og det gamle “hjem”.

2 af 2

Som jeg skrev sidst:

“Det skal jo ikke være nogen hemmelighed at jeg arbejder med selviscesættelse i fotografiet, til dem der endnu ikke har opdaget det.”

Dette er 2. nummer i rækken af blogindlæg om selviscenesættelse.

Denne gang er det Mette Holms, cand. pæd. psych. blogindlæg, som jeg vælger at bringe.

“Selviscenesættelse

Det er karnevalstid. Ved karneval klæder vi os ud. Her er formålet kun at fremstille en bestemt person, eventyrfigur eller type –sigtet er ikke at vise en ny variant af ens personlighed. Vi leger bare!Påklædning, som du bevidst bruger for at understrege den person, du ikke er, kaldes udklædning.Modsat vil den påklædning, du bevidst bruger for at vise den person, du oplever du er, kaldes selviscenesættelse.Selviscenesættelse

Se det andet indlæg om selværd her

1 af 2

Det skal jo ikke være nogen hemmelighed at jeg arbejder med selviscesættelse i fotografiet, til dem der endnu ikke har opdaget det.

Jeg vælger at bringe Liss Plambech Nordströms, blogindlæg, som hun har skrevet på levlykkeligt.dk, fordi det netop beskæftiger sig med emnet selviscenesættelse, dog med et helt andet udgangspunkt end fotografiet.

Men det gør det jo ikke mindre interessant.

“Branding er blevet til selviscenesættelse, måske er det tid til at skifte spor

Vi lever i en tid hvor det er vigtigt med Branding, Branding er blevet nøgleordet til at blive set for enhver pris, en iscenesættelse på højeste plan, lige fra X-fakta, facebook, Robinsons til Aftenshowet.

Det gælder om selv at være “på” igennem linsen.

Hvor vi tidligere iscenesatte en sag vi troede på og støttede ved at profilere den såsom Cristiania, Barsebäck etc etc altså var selve sagen det vigtigste så er det i dag os selv som individ der bliver iscenesat .

Måske vil krisetiden være med til at bevæge os fra identitets niveau til visions niveau hvor det at være en del af en større helhed vil være vigtigere end selviscensættelsen.

Iflg. af Emilie Van Hauens nyeste bog bevæger vi os hen imod en tid hvor vi vil flytte fokus og dermed opfylde nogle andre værdier, trenden har i de sidste par år været at pleje egoet være sig med coaching som med terapi, den tid er ved at være forbi iflg. Emilie Van Hauen, så måske er krisen med til at gøre den store forskel til at vi bevæger os hen imod en tid med næstekærlighed og det at kunne gøre noget for andre uden at selv skulle pudse glorien, men for glæden i sig selv ved at gøre det.

Så fra at have været på den indre rejse så er krisen og dermed tiden måske med til at gøre os klar til den ydre rejse, hvor vi kan være med til at gøre en forskel og dermed blive en del af en større helhed.

Ja måske vil krisen være med til at bevæge os hen imod 70’ernes værdier hvor vi støttede op om en sag ikke nødvendigvis for at skulle iscenesætte sig selv.

Det bliver spændende at se hvor vejen ( læs tiden ) fører os hen……………………..

Ene er vi gode og sammen er vi bedre.”

(Trykfejl rettet).

-

Jeg håber jeg kan være fortrolig med dig. Du må ikke sige dette videre til nogen.

Dette fotografi er taget en helt speciel dag. Den dag kommer tit til mig, men ikke så tit at den ikke er speciel. Følelsen af at mit fotografi ikke kan det jeg vil. Ikke kan udtrykke det jeg vil – fordi jeg er en dårlig fotograf. Fordi jeg faktisk ikke kan noget med et kamera, når jeg en sjælden gang for et godt skud, er det rent held.

Prøver at lede mine tanker hen mod dem som roser det jeg laver. Ikke familie, ikke venner, ikke folk på phosee eller BgK’er men folk som faktisk ved noget om fotografi og som ikke giver mig skulderklap og kindkys fordi de kender mig.

Men at kontrollere sine tanker er svært. Måske ligeså svært som det er at kontrollere sit fotografi.